Foråret er lige om hjørnet og sommeren er så småt på vej. Efter årene med corona, kan vi nu igen komme ud mellem andre og nyde hinanden og livet.
Selvom jeg beskæftiger mig med sind og mentale tilstande, blev jeg glad over at finde en notits i dagens avis om at der var trængsel i gymnastikforeningerne over hele landet.
Antallet af medlemmer er det højeste nogensinde med ialt 2.339.654, viser nye tal fra de to forbund; Danmarks idætsforbund og DGI.
Jeg blev glad fordi jeg ved at krop og sind hænger sammen. Der er 3 veje vi kan gå, når vi ønsker forandring og udvikling;
Vi kan gå via kroppen, vi kan gå via sindet og vi kan gå via ånd. Kombinerer vi to – eller tre, af disse veje, vil forandringer og udvikling ske nemmere, hurtigere og danne et stærkt fundament.
DGI´s formand Charlotte Bach Thomassen: “Med Corona årene som bagtæppe er det rekordstore medlemstal særdeles glædeligt, fordi aktive fællesskaber bidrager positivt til vores fysiske, sociale og mentale sundhed”
Og i disse tider, hvor mangt og meget kan forekomme nedslående, skræmmende og deprimerende, er det virkelig vigtigt at have noget der bidrager positivt til vores dagligliv.
Jeg er taknemmelig over at bo i et land, hvor det at vi indgår i fællesskaber på kryds og tværs af både status, bopæl, økonomi og alder bliver anset for værdifuldt.
Men der er tunge ting om ørerne på os. Hændelser og begivenheder der tiltrækker sig vores opmærksomhed. Krig og klimakrise for eksempel.
Det fylder i nyhederne og de sociale medier. Og det bliver så nemt at falde ned i det. At fordybe sig for at kunne forstå hvad det i virkeligheden alt sammen handler om.
Og i takt med at jeg beskæftiger mig mere med det, bliver jeg mere bekymret og yderligere frustreret.
Jeg er nu i “problem-rammen”, hvor jeg tænker mere (og mere) på problemer end på løsninger.
Sjovt nok, så er det omkring det her tidspunkt jeg begynder at føle mig træt og en smule uinspireret. Har egentlig mest lyst til sofa, is, fodbad og underholdning.
Og det er faktisk en meget bedre løsning for både mig og for verden.
For når jeg hygger mig og er afslappet er min tanke, min krop og mine følelser i en langt bedre energi. og det er meget bedre for mig og for verden. Fokus er altafgørende.
Glædelig marts til os alle
Vær ikke bange. Det kan godt være, at det føles som om det hele går i opløsning i disse år: sandheden, samfundet, sjælefreden. Men en ny oplysningstid er på vej. Vi skal finde modet til at tænke selvstændigt og til at tænke på hinanden.
Vi skal se frem. Det gør vi også hele tiden. Menneske-hjernen er en forudsiger. Den skaber hele tiden forventninger og lærer af sine fejl. Vi kan forandre verden fordi vi kan forestille os en anden verden. Og virke for den ved at slippe fantasien løs.
Nu mangler vi bare at tage os selv alvorligt ved at se frem og løse klodens kriser så livet kan gå videre.
Så kom februar. Ganske vist stadig dryppende efter regnen i januar, men med nye spæde forårs-tiltag. Velkommen til februar.
Føl kraften og friskheden af dit NU.
Du er hele tiden i gang med at dechifrere og forstå kontrasterne i dit liv. Gennem dit liv har du observeret og iagttaget verden og alle dens kontraster og besværligheder. Og således er du nået frem til hvad du virkelig ikke ønsker.
Og når du ved hvad du ikke vil have, så ved du også hvad du virkelig gerne vil have.
Så, nu står du på et nyt og sprødt sted; Du ønsker noget nyt. Og de er hvad Livet er; Dette friske nye ønske. I dag er en ny dag. I dag er en ny begyndelse. Når du kan blive ved dit ønske om hvad du virkelig gerne vil have og undlade at tænke på hvad du ikke ønsker i dit liv, så har du et godt greb om livets mirakler og forrygende manifestationer.
Kunsten her er, at ignorere din manifesterede virkelighed og i stedet fokusere på hvad du virkelig gerne vil have.
Så, øv dig i at føle kraften og friskheden i dit nye NU.