Juli 2023

Sommer, sommer, sommer.
Sol, regn, blæst og overskyet – alt er næsten som det plejer.
Ferietid og afslapning.
Festivaler, friluftteater,

de gode bøger som har ligget og ventet
på lange dovne dage i hængekøjen,
brætspil som har glædet sig til en ny omgang:
“Jeg skal komme efter dig”
og det hullede net til familiens årlige græstennis-match er sat op.
Alt tegner til en god sommer.

Og så er ungerne helt umulige.
Vandrøret i sommerhuset er utæt og kræver fagfolk,
arbejdspladsen insisterer (alligevel)på ens opmærksomhed
og den del af familien man ikke er overmåde begejstret for,
dukker uventet op og bliver i 3 dage.
Og ungerne, ja – de er helt umulige.

Jeg har oplevet at mange overvejer skilsmisse
eller i det mindste – en separation efter sommerferien.
Skuffede forventninger og drømme der ikke er blevet opfyldt.
“Nu kan det være nok!”

Måske går det galt fordi vi forventer noget, som kan være svært at opnå – den perfekte ferie,
den perfekte partner, det idylliske romantiske hotel med egen badestrand,
børn der læser eventyr højt for hinanden og enes – det hele i Hollywood-indpakning.

Det kan godt lade sig gøre –
for de som mestrer kunsten at VÆRE tilfredse og glade
INDEN de tager på ferie.
Dr. Phil sagde engang at “den bedste forudsigelse om i morgen, er dagen i dag”.
Hvis du har det godt inden ferien er der meget stor sandsynlighed for, at din ferie bliver perfekt.
Det der er, bliver der mere af.

For alle os – helt almindelige, ville det at gå i “sanse-mode” være en løsning.
Åbne dine sanser – nyde de nye indtryk af dufte, lyde og syn.
Være vågen og kærligt opmærksom.
Lade dig forføre af det uvante og ukendte.
Blive nysgerrig.
Hvem byggede disse smukke søjler, hvad var deres samtid, hvordan spiste de,
hvilke udfordringer var de oppe mod ……
 ?

Således kan en lille landsby i det sydlige Europa
eller den lokale købmand i sommerlandet
blive en berigende erfaring.

Det kommer alt sammen an på dig og din indstilling.
Det er godt at vide, ikk?

God sommer til jer alle.


Kærligst Kirsten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *