Om Forfængelighed – og frygten for at virke dum
For mange år siden levede en kejser,
som holdt så uhyre meget af smukke nye klæder,
at han gav alle sine penge ud for ret at blive pyntet.
En dag kom der to bedragere;
de gav sig ud for at være vævere og sagde,
at de forstod at væve det dejligste tøj, man kunne tænke sig.
Ikke alene farverne og mønstret var noget usædvanligt smukt,
men de klæder, som blev syet af tøjet,
havde den forunderlige egenskab at de blev usynlige for ethvert menneske,
som ikke duede i sit embede, eller også var utilladelig dum.
Alle mennesker i hele byen vidste,
hvilken forunderlig kraft tøjet havde,
og alle var begærlige efter at se,
hvor dårlig eller dum hans nabo var.
Kejseren gik i processionen under den dejlige tronhimmel
og alle mennesker på gaden og i vinduerne sagde:
“Gud hvor kejserens nye klæder er mageløse!
hvilket dejligt slæb han har på kjolen! hvor den sidder velsignet!”
Ingen ville lade sig mærke med, at han intet så,
for så havde han jo ikke duet i sit embede,
eller været meget dum.
“Men han har jo ikke noget på,” sagde et lille barn.
“Herregud, hør den uskyldiges røst,” sagde faderen;
og den ene hviskede til den anden, hvad barnet sagde.
“Men han har jo ikke noget på,” råbte til sidst hele folket.
H.C.Andersen April 1837 (Forkortet)
Jeg ønsker dig er forårskåd marts.
